Sidste nyt

Nyheder 2022

Gode resultater for LFK kuske

Søndag den 20.november afholdt Lolland Falster Køreforening 1. afdeling af Aveve MaratonCup.

Dagen startede med årets første snefald, hvilket gav lidt udfordringer for deltagerne da der var særdeles glatte veje på vej til Kettinge. Men kuskene mødte op og vi havde en dag med højt humør og rigtig god kørsel.

Flere af kuskene fra vores forening kørte sig til rigtig fine resultater og dagens pris for Bedst Horsmanship tilfald også en kusk fra Lolland Falster Køreforening. Stort tillykke til Minna Jensen med prisen og de flotte ord.

Resultater kan ses herunder. 

Foto fra dagen kan ses på fanen Foto under stævner 

 

Generalforsamling 2022

Der er udsendt indkaldelse til generalforsamling 2022 til foreningens medlemmer sammen med indkomne forslag og regnskab. 

Indkaldelsen til generalforsamlingen kan også ses her på hjemmesiden

Mindeord over Gunnar Strate

Et mangeårigt medlem af Lolland Falster Køreforening er gået bort.

Mindeord over Gunnar Strate 

Landmanden Gunner Strate blev 84 år og sov stille ind i hans og Elses hjem i Fjelde den 29-10-2022, efter længere tids sygdom.

Gunner blev født på en landejendom på Bjerre Mark, hvor han voksede op, gennem sin barndom og ungdom fik han interessen for naturen og det at drive landbrug.

Som ung kom Gunner på landbrugsskole, hvor han mødte sin Else, første gang den 5-11-1957, -netop den dato, hvor Gunner bisættes, Gunner og Else delte hele deres voksne liv sammen.

Gunner og Else boede på Kongstolpevej i Fjelde i 33 år, hvor de drev landbruget de første år, herefter forpagtede de jorden ud. Gunner tog arbejde på fællesvaskeriet i Maribo, hvor han kørte vasketøj ud, indtil han gik på pension.

I 1992 byggede Else og Gunner deres nuværende hus på Engtoftevej, hvor Gunner boede resten af sit liv.

På denne ejendom kunne Gunner dyrke sin store fritidsinteresse for høns og heste. Gunner har lige siden sin barndom haft stor interesse for heste og ikke mindst for den Jyske hest, de lagde jord og hus til, mange heste arrangementer for Jysk hesteavl Øst.

Gunner var en flittig udstiller på dyrskue. Han startede med at udstille kvæg på Maribo dyrskue, senere med Jyske heste på Roskilde dyrskue, her hjemtog han flotte præmier. Ligeledes deltog han i flere opvisninger og shows.

Lolland Falsters køreforening har Gunner været medlem af siden 2000, han har gennem årene bidraget med megen viden om hestens brug i landbruget. Han var en stor hjælp ved den årlige høstdag og foreningernes pløjekonkurrencer.

Jeg havde et meget nært venskab med Gunner som jeg mødte første gang i 1980, han var en meget venlig, vidende og hjælpsom mand. Når han hjalp med at kører hestevogn, fik vi mange gode snakke på kuskesædet og i lastbilen hjem.

Vores tanker går til Else og familien i denne svære tid.

Ære være Gunners minde.

 

Skrevet af Carsten Brix

Vil du hjælpe os til Maraton stævnet den 20. november?

Pløjestævne den 22. oktober 2022

Husk vi holder pløjestævne i oktober.

Vær opmærksom på tilmelding

Se mere her

 

 

01-10-22

Kursus med Henrik Høper

I weekenden den 29. og 30. oktober 2022 kommer Henrik Høper til Kettinge for at undervise i kørsel eller arbejde i dobbeltliner fra jorden.

Sæt X i kalenderen. 

Se mere her

 

 

Høstfest 10. september

Invitation til høstfest.

Bemærk den korte tilmeldingsfrist. 

 

d. 31.-08-22

Referat af planlægningsmøde for Høstdagen 2022

Høstfest

I forbindelse med afholdelse af høstdagen på Krenkerup, plejer deltagerne at slutte høstdagen af med at spise fælles aftensmad. Erfaringen har vist at det ofte bliver sent inden oprydning efter høstdagen er overstået og heste og vogne kørt hjem.

Derfor blev det på planlægningsmødet i år aftalt at der i stedet for bliver afholdt en høstfest for alle medlemmer i Lolland Falster Køreforening. 

Høstfesten vil blive afholdt lørdag den 10. september 2022 kl. 18 i Kettinge. Maden er egen betaling og der bliver bestilt mad til ca. 150 kr. pr person. Invitation samt præcis pris kommer snarest muligt.

Så sæt et X i kalenderen og lad os mødes til en hyggelig aften.

 

D. 13-08-22

Invitation til Høstmøde

Invitation til høstmøde

Pinsetur 2022

Husk tilmelding til tur i Roden Skov 2. pinsedag. Se mere her

Finalen i Aveve Maraton Cup 2021-2022

D. 27-03-22

Søndag den 20. marts afholdt Lolland Falster Køreforening, i samarbejde med de sjællandske køreforeninger, finalen i Aveve Maraton Cup på LF Hestesportscenter i Kettinge.

Der var tilmeldt 22 ekvipager, heraf 4 fra LFK 🙂

Dagen bød på højt humør, god musik, fantastisk kørsel, god stemning og godt med publikum hele dagen. Vores lokale kuske kørte sig til nogle rigtig flotte resultater, tillykke til jer alle. Men der skal især lyde et stort tillykke til Bent Lise og Jeanne Thamsen som vandt finalen i Aveve Maraton Cup i B klassen. Flot kørt og flot groom arbejde 👍

Der skal også lyde en rigtig stor TAK til alle der gav en hjælpende hånd både til finalen og til klargøring af bane dagen før. Uden jer kunne vi ikke afholde et stævne. 

Se billeder fra stævnet under fanen Foto - Stævner

Vinder af B klassen Bent Lise og Jeanne Thamsen. Tillykke

Hjælpere til finale i Maraton Cup

D. 06-03-22

Søndagstræning og frokost

Frokost den 6/3 er AFLYST pga for få tilmeldte. 

Fri træning kl 10 bliver stadig gennemført og det vil være muligt at tage madkurven med, så vi i stedet spiser medbragt mad efter træningen.

 Vi vender tilbage med ny dato for en søndagstræning hvor foreningen efterfølgende giver frokost.

 

 

D. 20-02-22

Hyggeaften

HUSK hyggeaften den 23. februar

Se mere her

 AFLYST pga. få tilmeldte

 

D . 21-02-22

Referat af Generalforsamlingen

Billede fra søndagstræning 2020

Så er siden opdateret med referat af generalforsamlingen 2021.

Se det under fanen Foreningen.

 

HUSK vi stadig har undervisning mandag i ulige uger fra kl 18.15 og fællestræning søndag i ulige uger fra kl 10. 

Hold øje med foreningens Facebook gruppe der vil komme opslag om træningerne, og det er også her muligt at komme med ønsker til indhold af søndagstræningerne.

 

 D. 29-01-22

 

Nyheder 2021

Aflysning af Nytårsfrokost

Vi har i bestyrelsen besluttet, at aflyse nytårsfrokosten den 8/1-2022. Covid-19 er endnu engang skyld i, at vi ikke afholder Nytårsfrokosten som planlagt, men med de seneste ugers eskalering af antal smittede, finder vi det ikke forsvarligt at samles til en ellers hyggelig tradition.

Vi følger udviklingen af Covid-19 og ser om det bliver muligt at afholde Nytårsfrokosten i løbet af foråret.

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer i Lolland Falster Køreforening et Godt Nytår. 

 

Aktivitetskalenderen er opdateret

Så er der kommet dato på flere aktiviteter til 1. halvår af 2022. Hold dog øje med aktivitetskalenderen, da der kan komme flere aktiviteter på.

Sidder du med en god ide, eller brænder du for at arrangere en skovtur for foreningens medlemmer, så kontakt bestyrelsen. 

| Svar

Nyeste kommentarer